I de tidligste portrætter i
fotografiets barndom, var der ikke tale om portrætfotografi i
egentlig forstand, men snarere om "umiddelbare iagttagelser" af
såvel mennesker som ting og fænomener. Man havde endnu ikke en
forestilling om, hvad det ville sige at eje et fotografi af sig
selv. Det, at "almindelige" mennesker blev portrætteret, var endnu
ikke blevet en del af dagligdagen. Derfor virker de første
fotografier af almindelige mennesker som antropologiske
iagtagelser, og personerne selv virker ligefremme, måske lidt sky,
men helt sikkert uden en forudindtaget holdning/mine. Det var i
denne usædvanlige blanding af de portrætteredes ligefremhed og en
fotografisk-teknisk proces (der endnu ikke var fuldt kontrolleret),
at det, den tyske litteraturkritiker Walter Benjamin kaldte aura,
opstod.
I Carina Johnsens nyeste værk "How will I ever Know" kan man også
tale om en form for aura, dog er processen, om man så må sige,
vendt på hovedet. Værket er en opfølgning på det stærkt nærværende
og poetiske værk "Album" fra 2003, som bl.a. er blevet udstillet på
Galleri Image i Århus.
Igennem en digital bearbejdning af gamle fotografier fundet på
loppemarkeder og andre steder, har hun skabt et tidløst poetisk
værk.
Værket består af seks portrætter, seks close-up af ansigter
kraftigt forstørret og beskåret så tæt på ansigtet, at man ikke
aner andet end det væsenligste. Hverken hår, tøj eller andet, udfra
hvilket man kan klassebestemme et menneske, er synligt. Og dog
forbliver det ikke anonyme portrætter. Forstørrelsen og beskæringen
intensiverer oplevelsen af disse ansigter, de opsluger én, jo mere
man kigger på dem. Øjnene ser på os, og man kan kun se tilbage, som
var man hypnotiseret. Deres faktiske, historiske oprindelse er
ligesom forsvundet helt, de befinder sig i en sfære, hvor tid og
sted ikke er aktuel. Der er kun det essentielle tilbage, og det
stiller beskueren over for muligheden af at tolke frit og relatere
til egne oplevelser og erfaringer. At fotografierne har, gennem den
digitale bearbejdning, fået et næsten udvisket udtryk i pastelle
nuancer, så de er på nippet til at gå i et med væggen, de hænger
på, forstærker kun følelsen af, at de befinder sig uden for tid og
rum. Det er også her spørgsmålet om aura kommer ind. I dobbeltheden
mellem det digitalt bearbejdede fotografi og personernes
umiddelbare ansigter opstår den aura, som Benjamin talte om.
Egentlig er det paradoksalt, at der her kan være tale om aura i
nogle så bearbejdede og dermed kontrollerede fotografier. Her er
intet jo umiddelbart overladt til de tilfældigheder, der skabte
auraen, som i de gamle daguerreotypier. Og dog er det måske netop
denne bearbejdning, der har skabt noget nyt og ukontrolleret. Noget
helt unikt. Nemlig intensiteten og umiddelbarheden hvormed
personerne fremstår på ny, helt frie for referencer til noget eller
nogen i fortiden, men med reference til selve spørgsmålet om
menneskets væren.
Anne Aagaard Gaye, Cand.phil.
